Søndag den 25. august 2019, vises tredje og sidste afsnit af dokumentaren “En stille Forsvinden”. Udsendelsen er en opfølgning på de to første afsnit som blev vist december 2016.

Vi har med udsendelserne ville sætte fokus på sygdomsforløbet med alle dets udfordringer, men også sætte spørgsmålstegn ved de behandlingstilbud der er i sundheds- og plejesektoren i dag. Læs DR’s interview af mig her.

Vi ønsker med vores bidrag at kunne sætte fokus på behandlingen af demens. En dødelig sygdom som kan ramme os alle, som er stærkt invaliderende, med store konsekvenser for den sygdomsramte, familien og ikke mindst for de nære omsorgspersoner.

Demens er ikke et alderssymptom – det er et sygdomssymptom, forårsaget af en lang række neurologisk degenererende sygdomme. Dt betyder at der iværksættes behandlingsforløb som følger den syge fra start til slut, i lighed med andre alvorlige dødelige sygdomme. Fokus skal være på livskvalitet med udgangspunkt i den enkeltes behov, for det er det eneste der kan give demente et tåleligt liv,

En tidlig indsats er afgørende for at skabe den tryghed og de forudsigelige rammer en dementsyg har brug for, for ikke at udvikle angst, paranoia og vrede.

Hvis det først går galt viser vores historie, at det er for sent at yde den nødvendige hjælp.

Demens og anti-psykotisk medicin hører ikke sammen, hvilket også er udtrykkeligt pointeret på hjemmesiden for Nationalt videncenter for Demens

Vi var vidne til at Bjørns system langsomt lukkede ned, han fik hjerneblødningslignende symptomer og endte til sidst med at ligge i sengen, og kunne til sidst ikke længere i stand til at synke, og tage væske til sig.  Efter 4 dage, på sit dødsleje, begyndte Bjørn langsomt at kunne synke igen, i takt med at medicin forsvandt ud af hans krop.

Der havde jeg lyttet til personale der havde holdt fast på at det var Bjørns demens der pludselig var gået hurtigt, og der var ingen lydhørhed overfor at Bjørn var over medicineret og at hans system var ved at brydesammen grundet den anti-psykotiske medicin.

Grundet Bjørns demens og den svækkede tilstand han er i efter langt sengeliggende forløb, har det været ganske svært for ham at regenerere, fra de skader medicinen har forårsaget på hans hjerne og krop.

Den positive historie at det ér gået fremad de sidste 3 måneder fra han kom ud af medicin og overlevede. Og han føler sig tryg ved sit nye hjem.