Vælg en side
Hvordan undgår vi som pårørende at blive offer for sygdommen. Det er nemt at ende i offerrollen, at underlægge sig sygdommens betingelser, ikke kun som Alzheimer ramt, men også som nærmeste pårørende.

Ønsket om at tage smerten på sig, at kompensere den Alzheimer ramte for de trængsler og degenerende evner sygdommen medfører, er svær at se sig fri af. For mit eget vedkommende har jeg været i Bjørn længe før hans fik diagnosen, forsøgt at kompensere. Men kan man det ? Bliver Bjørns smerte mindre af, at jeg prøver at lide med ham. Begrænsninger som vi som pårørende jo alligevel ikke kan sætte os ind i – så hvad opnår vi så. For mit eget vedkommende, har jeg oplevet udmattelse, tristhed og manglende overskud – er det en hjælp for Bjørn – næppe. Samtidig bliver mit ønske om at frigive ham for hans smerte/frustration/vrede medvirkende til, at jeg glemmer mennesket bag, og jeg fokuserer så meget på sygdommen og dens væsen at jeg glemmer ham og mig selv.

Gang på gang har jeg erfaret, at der, hvor jeg kan være mest for ham, er når jeg er grounded i mig selv. Når jeg har taget mig af min egen sorg, min egen frustration, har givet mig egenomsorg – der har jeg overskud og rum til at være der, og være en støtte for ham. Det bliver lettere at grine sammen, at sige pyt og bare have tid til et kram til at gå videre i dagen med.

Hvordan får jeg så tid til egenomsorg? Det er ikke nemt og hele mit system har strit imod, for det er imod alt hvad jeg har lært om at være der for andre. For mig har det været nødvendig med den fysiske afstand, for at jeg har kunne mærke mig selv, og hvad jeg har brug for. Det kan umiddelbart virke som et svigt, for Bjørn vil helst have, at jeg er der hele tiden, og også helst vide, hvad jeg laver. Men som i hvilket som helst forhold er det vigtigt at have andre steder at lade op, lade sig inspirere mm, det betyder ikke at jeg svigter, ej heller at jeg er ham utro.

Men egenomsorg er også at lære at mærke når jeg i hverdagen går over i ham, når jeg bliver mig selv utro. Det er en øvelse, der kræver træning. Flere gange om dagen at tune ind og mærke hvor jeg er, kroppen og sindet fortæller mig det, hvis jeg ønsker at høre efter. Det er enkelt, men svært når man ikke har lært det, lidt som at lære at cykle. Meditation og yoga er redskaber, der har hjulpet mig på vej, en vej som jeg kun lige er begyndt på.

Vrede, paranoia, depression følger ofte med diagnosen Alzheimer, hvilket gør det hele ekstra svært at rumme det menneske man har kært. Desto vigtigere er det at kunne distancere sig fra sygdommen, i alt for mange tilfælde bliver de pårørende i lige så høj grad offer for sygdommen med krise og sygdom til følge, grundet stress, afmagt og fortvivlelse og ved til stadighed at tilsidesætte sig selv.