Vælg en side

Hvordan beskytter vi børnene – er den umiddelbare tanke, der rammer én som forældre, når Alzheimer eller anden dødelig eller kronisk sygdom bliver en del af hverdagen

Svaret er – det kan vi ikke – og det mener jeg heller ikke vi skal. Vi valgte at samle vores børn samme aften og fortælle dem om situationen. De skulle først have besked.

Børn er følsomme og sensitive individer, som læser os som forældre i en grad de færreste gør sig klart. Så for mig har åbenhed og ærlighed altid været udgangspunktet for dialog med mine børn. Børn kan fornemme når der er noget galt og når vi ikke har det godt. Når vi lader som om, og giver udtryk for noget andet, er det illoyalt og krænkende overfor børnenes umiddelbare intuition. Og hvis vi forsømmer ærligheden, skaber de ofte deres egen mening med tingene udfra hvad de fornemmer, hvilket ofte kan give dem større problemer end at lære at tackle sandheden, hvor svær den end må synes at være.

At græde sammen – gør os stærkere – styrker sammenholdet og giver rum for, at vi kan være der for hinanden og trøste hinanden.

I starten tog jeg mig selv i at overføre min sorg til drengene, men det stod hurtigt klart for mig, at jeg kun kunne være der for dem, hvis jeg kunne adskille mine følelser, bekymringer og sorg fra deres. Give dem rum og tid til selv at mærke deres frygt, frustrationer og sorg over at miste deres far langsomt på denne måde.

Det stod også klart for mig, at det ikke var mig de havde brug for at snakke med om disse ting. Jeg ønskede, at vi kunne dele tanker og sorger, men børn vil langt hen af vejen helst beskytte deres forældre, og specielt nu oplever jeg, at de bekymre sig for mig, og derfor tror jeg, at de hellere vil skåne mig end lukke mig ind.

Som mor, gør det rigtig ondt – men det eneste jeg kan gøre er at vise dem vejen, vise at det ikke er farligt at snakke om de ting der gør ondt, udfordringerne og frustrationerne og de tanker, der kan føles forkerte, som uværgerligt dukker op. Vise, at vi alle har brug for at tage imod hjælp gennem netværk af familie og venner og ikke mindst professionelt. Give dem værktøjerne til selvhjælp.

Jeg tror på, at midt i al meningsløsheden får de nogle redskaber, som vil gøre, at de kommer styrket igennem som hele mennesker, som kan tage sorgen på sig og lære at holde fast i sig selv, selv når verden omkring dem falder fra hinanden.

Det er en smertefuld proces selv at stå i, og ikke mindst være vidne til hos sine børn, men livet er fuld af smerte, glæder og sorger, og hvis vi er bange for at mærke smerten og sorgen og ikke lærer at håndtere den, mærker vi heller ikke glæden ved livet og alt hvad det giver os i relationen med hinanden.