img_2228

Intention

Så er der gået en sommer og denne blok har ikke været så nem at komme igang med som jeg havde troet. Jeg er faldet i den fælde jeg nemt falder i med at tænke for meget over tingene, at jeg ikke rykker på mine tanker og ideer, førend jeg er helt sikker på at jeg gøre det “rigtigt” – men hvornår er noget rigtigt?

Så nu har jeg besluttet mig for, at det jeg gør bliver det rigtige, og ellers kan jeg jo bare gøre noget andet senere.

Jylland

Og i dag er en god dag at starte. Officielt er vi flyttet til Jylland nu. Vi kom herover i går aftes og Mads er startet i 6. klasse på Egtved Skole. Han tog det i stiv arm. Jeg er så imponeret og stolt af ham. Der var en lidt vibrerende læbe da jeg afleverede ham i morges kl 8, og jeg skulle ikke pylre for meget, da jeg gav ham et farvel knus. På vej hjem fra skole ved 15-tiden, var han meget fattet og synes det havde været en god, næsten en helt normal dag i skole.  Og til min bekymrende spørgen ind til dagen, var svaret “mor – jeg tænker ikke så meget over tingene som dig, jeg tager det bare som det kommer” – Flot, håber han bevarer denne åbne tilgang til livet!

Møllen er desværre ikke færdig til indflytning, håndværkerne har svigtet os her over sommeren, de havde ellers lovet, at det ville være indflytningsklart til skolestart, men heldigvis har vi “Gården”, vores fritidsejendom tæt på, som vi kan bo i.

DR dokumentar

I dag og i morgen har vi også besøg af to af de mest garvede dokumentarister Per Wennicke journalist og Lars Schou filmfotograf, det er det fjerde møde siden sommerferien startede, inden sommerferien blev vi enige om at lave en dokumentar om livet med Alzheimer, som skal sendes på DR. De vil følge os igennem en længere periode, for at afdække hvordan det påvirker Bjørn og resten af familien, og hvordan vi vil prøve at udleve vores drøm på Møllen, på trods af sygdom og hvad deraf følger.

Bjørn er vendt hjem

Bjørn viste rundt på Møllen og fortalt historier fra barndommen, om hvordan selve Møllen fungerer, hvordan han var med til at male mel frem til starten af 80’erne. Han elsker at snakke om disse ting, men føler et større besvær ved at finde ordene og bruger meget krudt på at være på. Jeg er meget imponeret over den energi han går ind projektet med, på en meget åben og ærlig måde.