Vælg en side
At få en diagnose som Alzheimer er hård, men gav også afklaring, der var nogle brikker der faldt på plads, det uforklarlige gav pludselig mening.

1 1/2 år forud for diagnosen, havde jeg, som nærmeste pårørende mærket små forandringer. Forandringer som nemt kan bortforklares med træthed, presset arbejdsmiljø, stress e.l.

Små adfærdsændringer som øget indadvendthed, manglende nærvær overfor familien, svært ved at huske ting i dagligdagen, til tider svært ved at finde ordene, når han var træt mm.

Da vi var på ferie, blev det tydeligt at Bjørn havde svært ved det engelske, på trods af at engelsk har været hans arbejdssprog i mange år, han havde svært ved at orientere sig nye steder, i det hele taget færdigheder og kompetencer som han normalt mestrede.

Hvordan Bjørn præcist oplevede det, indtil vi startede den neurologiske udredning ved jeg ikke, men han har beskrevet det som, at han gradvist mistede taget og gejsten ved livet. Hans indre frygt, holdt ham fast i et mønster, hvor han følte, at han måtte arbejde sig ud af det, selv finde en løsning, det var ikke en mulighed at stoppe op og bede om hjælp, for det var svært for ham at definere hvad det var der skete i ham.

Frygten for ikke at slå til gjorde også, at det var svært at høre mine bekymringer, mine opråb om at søge lægehjælp.

Det blev så ikke bedre, da Bjørn endelig efter et halvt år, hårdt presset af mig gik til læge, for så at komme hjem med besked om at han nok bare var lidt udkørt, og skulle skrue lidt for arbejde…

Jeg kunne ikke finde ud af at hjælpe ham, og han bad ikke om hjælp.

Efter yderligere et halvt år og en sommerferie, gik vi til læge igen, denne gang insisterede vi på en neurologisk udredningsplan.

At jeg tog ansvaret og tog det nødvendige initiativ var klart en lettelse for Bjørn. Fra da af blev vores dialog og samspil meget mere åben. Bjørn gav slip på kontrollen som han gradvist allerede havde mistet og lod sårbarheden fylde, der var skabt kontakt og vi begyndte at kommunikere meget mere åbent og ærligt.

Men det er også grænseoverskridende, at skulle tage over tage over for sin partner, at sætte hans dømmekraft ud af spil, at bestemme at han skal gå til læge, at sidde hos lægen og fortælle hvordan jeg har oplevet ham. Ting jeg også har fortalt ham direkte, men som er grænseoverskridende at sidde at fortælle til 3. part, mens han hører på det.

For mig har der været 2 klare læringer i dette forløb,

– Åbenhed og ærlighed er grundstenen i al kommunikation, også selvom det til tider kan være smertefuldt.

– At tro på egen intuition og handle på den uden at  lade sig styre af frygten.

Vores manglende evne og mod til at italesætte de tanker og bekymringer der fyldte vores hverdag, var i sig selv nedbrydende.

Så selvom afklaringen og diagnosen i vores tilfælde kun bekræftede de værste anelser, har afklaringen paradoksalt nok medført en øgede åbenhed og intimitet i mellem os, som har givet et overskud og en vilje til at leve livet, og vilje til at leve drømmene ud med det der er.